Montering
Døre
Dørkarmen monteres i murhul og fastgøres med kiler. Hængselsiden sættes i lod og fastgøres med 4 karmskruer. Herefter sættes dørpladen på karmen og den øvrige del af karmen tilpasses, så døren lukker jævnt til hele vejen ned i låsesiden. Fastgør herefter karmen med 4 karmskruer og klodser. Fugen stoppes, og der fuges på overfladen med gummifuge (pas på ikke at overstoppe fugen, da det kan give problemer med at åbne den gående del). Vigtigt: Kontroller, at luftafstanden mellem overkarmen og dørpladen er tilpasset, så der er meget luft i hængselssiden og lidt luft i låsesiden, sådan at døren kan sætte sig uden at slæbe på.
Vinduer
Vindueskarmen monteres i murhul og fastgøres med kiler, så fugen er ens hele vejen rundt. Karmen sættes i lod og vater. Fastgør herefter sidekarmen med karmskruer (se nedenstående). Derefter påmonteres rammen og justeres ind, så der er ens luft mellem karm og ramme. Fugen stoppes, og der fuges på overfladen med gummifuge (pas på ikke at overstoppe fugen, da det kan give problemer med at åbne den gående del). Vinduer under 110 x 110 cm skal min. klodses og skrues 2 steder i hver side. Vinduer over 110 x 110 cm skal min. klodses og skrues 3 steder i hver side, samt i top og bund. Der skal altid være opklodsninger ved vandrette og lodrette poster.